Beskæftigelsen er steget med 21% på 13 år - hvem står bag og fortsætter fremgangen?
Antallet af beskæftigede lønmodtagere i Danmark er fra 2012 til 2025 steget med 535.000 personer. Det er en stigning på 21 pct. på 13 år. Det er særligt seniorerne og internationale medarbejdere, der har båret beskæftigelsesfremgangen.
I december 2012 var der 2.544.000 lønmodtagere i Danmark. I december 2025 var det tal steget til 3.078.000 lønmodtagere. Hertil kommer ca. 177.000 selvstændig erhvervsdrivende - samlet ca. 3.250.000 beskæftigede.
Langt flere 60+årige i beskæftigelse
Andelen af befolkningen, der er i beskæftigelse, er steget for alle aldersgrupper, men særligt for 60+årige er beskæftigelsen steget, jf. figur 1.
Figur 1

I 2012 var 42 pct. af 60-64-årige i beskæftigelse. Det tal var i 2025 steget til 67 pct. Stigningen på 25 pct. point svarer til, at der nu er næsten 112.000 flere 60-64-årige i beskæftigelse, end der var i 2012.
Beskæftigelsen er også steget forholdsvis meget blandt de yngste på arbejdsmarkedet. Her er andelen i beskæftigelse steget med 7-10 pct. point. 71 pct. af alle 20-24-årige har nu et job.
Den relativt største stigning i beskæftigelsen er sket inden for energiforsyning, men da denne branche er forholdsvis lille, er fremgangen på 7.200 medarbejdere en lille del af den samlede fremgang. Andre brancher med relativ stor stigning i beskæftigelsen er hoteller og restauration, videnservice samt bygge og anlæg. Her er der i hver branche blevet ca. 50.000 flere beskæftigede de seneste 13 år.
Udlændinge spiller en nøglerolle
I 2012 var der 192.000 lønmodtagere, hvis oprindelsesland var ikke-dansk. 13 år senere er det tal steget til 430.000. Medarbejdere fra andre lande spiller en afgørende rolle for virksomhederne i Danmark. Uden disse mange mennesker, som hver morgen står op og går på arbejde, ville Danmark være et fattigere land, og mange virksomheder vil ikke kun udvikle sig i Danmark.
Den største stigning i beskæftigelsen siden 2012 har været blandt ukrainere. Beskæftigelsen blandt ukrainere er steget med 21.700 personer. Andre lande med store stigninger er Rumænien, Syrien og Polen, jf. figur 2.
Figur 2

Baggrunden for stigningerne er forskellige. Krigene i Ukraine og Syrien har medført store grupper af flygtninge, hvoraf en andel efterfølgende er kommet i arbejde.
De flere medarbejdere fra de øvrige lande i top-10 er kommet til Danmark for at arbejde. Enten på baggrund af den fri bevægelighed i EU eller via erhvervsordninger vedtaget i Danmark, som giver mulighed for at arbejde her. Alle personer, der har ophold efter erhvervsordningerne, arbejder, da det er en forudsætning for at de kan opholde sig i Danmark.
Virksomhederne forventer fremgang – men de er usikre
Bygge- og anlægsvirksomheder og private servicevirksomheder forventer stigende beskæftigelse de kommende 3 måneder. Modsat forventer industrien faldende beskæftigelse. Forventningen om stigende beskæftigelse i byggeriet hænger sandsynligvis også sammen med den kolde vinter, hvor byggeriet har været begrænset.
De fleste virksomheder forventer uændret beskæftigelse. 18 pct. af bygge-anlægs virksomhederne forventer stigende beskæftigelse, mens 8 pct. forventer faldende beskæftigelse. Det giver et nettotal på plus 10, jf. figur 3.
Figur 3

Industrivirksomheder har et nettotal på minus 10. Der er 10 pct. point flere industrivirksomheder, der forventer faldende beskæftigelse, end der er virksomheder, der forventer stigende beskæftigelse de kommende 3 måneder. Tallene for industrien i februar var plus 2, hvilket indikerer at konflikten i Iran har påvirket industriens syn på beskæftigelsen negativt.
Stor forskel på hvor forudsigelig virksomhederne vurderer forretningssituationen
Den store usikkerhed for virksomhederne bekræfter de også, når de bliver spurgt om forretningssituationens forudsigelighed. Fx vurderer 91 pct. af medicinalvirksomhederne forretningssituationen svær at forudsige.
Virksomheder inde for bygge- anlæg vurderer forretningssituationen væsentligt mere forudsigelig.
Blandt servicevirksomheder vurderer fx rejsebureauer og luftfart udsigter som vanskeligt forudsigelige, mens fx telekommunikation og forsikring vurderer vilkårene mere forudsigelige.
Littler kommentarer
Beskæftigelsen er steget markant gennem en meget lang periode. Endnu flere i beskæftigelse forudsætter, at virksomhederne har gode rammevilkår for at ansætte seniorer og internationale medarbejdere. Desuden forudsætter det, at virksomhederne arbejder konsekvent og strategisk med at udvikle adgangen til medarbejdere på særligt de to nævnte områder.
Der er stor usikkerhed om fremtiden for mange virksomheder. Krigen i Iran og de usikre markedsvilkår i USA er fx store udfordringer for mange virksomheder. Virksomhedernes evne til at skifte kurs vil forsat være af stor betydning.
Hvis du fx har brug for rådgivning om, at
- rekruttere internationale medarbejdere
- inkludere seniorer eller
- har brug for at forøge eller reducere medarbejderantallet
så kontakt os her.